Plast - en værdifuld ressource eller ej?​

Claus Mogensen, plastingeniør og ansat i Langeland Kommunes afdeling for Vækst og Bæredygtighed, har her skrevet et indlæg om plastik og mulighederne for at genanvende det.

Indlægget er til dig, der har lyst til at dykke ned i mulighederne for genanvendelse af plastik.

29. august 2018

Plast i forskellig udformning fylder i vores dagrenovationsaffald, både synligt og i vores opmærksomhed. Vi hører om plastikøer i verdenshavene, mikroplast og meget mere. Men hvad gør vi med plasten?

Det påhviler kommunen i tæt samspil med forsyningsselskabet, der står for den praktiske indsamling og håndtering af affaldet – at finde økonomiske og miljøvenlige løsninger, der kan tilgodese vort naturlige fokus på, at vi meget gerne vil sortere og genanvende mest muligt plast.

I det nye husholdningsaffaldsregulativ er området ikke specielt præcist beskrevet, og hvorfor så ikke det? Hvorfor er der ikke én plastfraktion, som bliver indsamlet ved husstandene, og hvorfor et der ikke flere forskellige muligheder for at aflevere plast på genbrugspladserne?

Plast er ikke bare plast. Der er rigtig mange forskellige typer, som ikke kan genanvendes sammen, hvis det ikke er helt rent.
For at kunne genanvendes skal plast være rent - det vil sige, at det ikke skal have optaget parfume eller dufte, det skal være fri for kemikalier og snavs, og så skal det være sorteret i alle de forskellige typer, som vi kender som forbrugere.

Der er PET, PP, PVC, PE og så alle de andre f.eks. ABS, PMMA, PA, POM, PETB. Der er et hav af muligheder afhængig af anvendelsen. Det, der gør plast rigtig smart og billigt, er netop plastens egenskaber og mange kombinationsmuligheder.

Vi kender det fra film og emballager til pålæg –  det er jo bare plast, men det er det ikke. Det er typisk flere typer, der er smeltet eller lamineret sammen for at opnå den bedste barriere og dermed bedste holdbarhed for produktet indeni.

Men netop blandingen af forskellige plasttyper gør det svært at anvende igen. Vi kender også dette dilemma fra vore mælke- og juice- kartoner med plast og måske aluminium indvendigt for ekstra holdbarhed.

Producenter skal jo garantere fødevaresikkerhed, styrke krav, indhold af tungmetaller og andre potentielle miljøbelastende stoffer, samtidig med at de skal producere produkter, der har en given styrke, farve og facon. Krav som er svære at garantere og opfylde, hvis den enkelte producent ikke 100 procent ved, hvad de håndterer.

Håndtering af plast
Nogle løser genbrug ved at sikre sig, at det kun er eksempelvis deres egne produkter de indsamler, vasker, knuser og genanvender til nye ølkasser eksempelvis. Erfaringsmæssigt er der desværre ikke aftagere til ret mange typer plast. Jo, der er måske lige klare rene PE folier, men resten er endog meget svært at afsætte/genanvende og går derefter til afbrænding i Danmark på eksempelvis Svendborg Affaldsforbrænding.

Plasticdunke og shampooflasker vil mange måske tænke vil være nemt at indsamle og genbruge?
Ja, til indsamling, men ikke til genbrug. Der afsætter sig rigtig meget parfume og lugt i PE, som bruges til flasker/dunke, og det er uhyre svært at få en ensartet god kvalitet ind ved produktion og salg af disse emballager. Som forbruger ønsker man ikke, at man ikke ved, hvad påvirkning vi får f.eks. plast i vores dagligdag.

Nem genanvendelse
Det eneste som reelt kan kildesorteres og genanvendelse er vores plast-havemøbler, der er kridtfyldt for at give noget stivhed. Her er der en reel recyclingsmulighed, og materialerne er ikke i direkte fødevarekontakt og kan ”gemmes” i nye produkter.

Blød plast og sortering
Langeland Forsyning har foretaget beregninger på anvendt CO2 for sortering, transport og håndtering af plastaffald som ressource mod det alternativ, at det indgår som en energiressource ved affaldsforbrænding.(I dag er der i øvrigt et meget kompliceret og teknisk avanceret røgrensningsanlæg i brug, og hvis plasten f.eks. ikke indgår i forbrændingen, skal der tilføjes olie eller gas for at sikre affaldsforbrændingen).

Ud fra disse beregninger udledes der mindre CO2 ved frasortering af blød plast til småt brændbart.

Ud fra de beregninger og de (desværre) meget begrænsede muligheder for at afsætte plast til genbrug, har Langeland Kommune og Langeland Forsyning derfor besluttet, at vi kontinuerligt søger muligheder for at udnytte vort plastaffald mest hensigtsmæssigt i forhold til miljøet.

Ingen plast i verdenshavene
På den lange bane arbejder Langeland Forsyning sammen med andre forsyningsselskaber på Fyn på at etablere et efter-sorteringsanlæg, så man ved hjælp af teknologi langt mere effektivt kan sortere den bløde plast og på den måde få den reelle genbrugsprocent op til gavn for miljøet.

Langeland Kommune og Langeland Forsyning kan desuden garantere, at plast i dagrenovationen – og det som modtages på genbrugspladserne - ikke ender i verdenshavene, men bliver nyttiggjort på den bedst mulige måde, som i dag er kendt.

Så lige så godt plast er til alt muligt, lige så stor er udfordringen med at genbruge det er der.

Af Claus Mogensen
Langeland Kommune
Vækst og Bæredygtighed
Teknik og Miljø​

​Langeland Forsyning A/S

Nørrebro 207A, 5900 Rudkøbing

CVR: 32565093

​Kontaktinfo

Telefon: 6351 6800

E-mail: post@langeland-forsyning.dk